.

> Stjernetegn > Leksikon > Astrologiens Historie

 

Lidt astrologihistorie

Astrologien har fulgt menneskene fra de første kulturer begyndte at følge med i solens og månens sammenhænge med naturens gang, dyrenes bevægelser og jordbrugets cyklusser. De ældste arkæologiske fund af astrologiske symboler er 15.000 år gamle hulemalerier. De ulige kulturer på jorden har alle haft sin egen astrologi. Der findes kinesisk astrologi, nordamerikansk astrologi, sydamerikansk astrologi, indisk astrologi osv.

Det vi kalder vestlig astrologi, og som i dag bruges i Europa og Amerika, har sit udspring i de tidligste kulturer i Sumer og Babylon for mange tusind år siden. Denne gamle astrologi blev videreudviklet i græsk filosofi, og omkring år 100 e.kr. blev dette systematiseret og skrevet ned af den kendte græker Ptolemæus. Ptolemæus skrev et astrologisk værk som hed ”Tetrabiblos”. Derefter blev astrologien raffineret og videreudviklet i den arabiske kultur, som lå på et meget højere niveau end Europa når det gjaldt filosofi og videnskab. Vigtige bidrag til astrologien kom bl.a. gennem arabiske sufi-mestre i middelalderen. De astrologiske metoder som vi bruger i vesten i dag er som udgangspunkt stort set baseret på de samme metoder som i Ptolemæus ”Tetrabiblos”. Måden vi i dag bruger astrologien på er imidlertid en anden end på Ptolomæus tid. Særlig udviklingen af dybdepsykologien har ført til en helt anden måde at bruke astrologi på i dag end før.

Mange er ikke klar over den vigtige rolle som astrologien og astrologer havde i samfundet i tidligere tider. Flere af de fremtrædende videnskabsmænd og filosoffer som har sat dybe spor efter sig i vor kultur levede med og var inspireret af astrologien, f.eks. Marsilio Ficino, Sir Isac Newton, Tycho Brahe og Johannes Kepler. Fra mere moderne tid kan nævnes den svejtsiske psykiater Carl Gustav Jung, hvis personlighedsteori er direkte baseret på astrologiske ideer om personlighedens elementer. I vor kultur findes fortsat mange spor fra den vigtige rolle som astrologien havde før i tiden.

For eksempel:
ugedagene har navn efter planeterne
grunden til at døgnet deles op i 24 timer er at man i det gamle Sumer delte døgnet ind i 12 astrologiske dobbelttimer.

I årtusinder har mennesket vist stor interesse for bevægelserne på himmelvælvet. Den velordnede trafik har også været en kilde til mangfoldige misforståelser

Som den eneste levende skabning er mennesket engageret i viden om fremtiden. Skepticismen til trods for vores overlegne avancerede sensitivitet, de stadige teknologiske fremskridt, vores omhyggelige planlægning og nemme adgang til viden via internettet, så kan vi alligevel ikke forstå og bestemme fremtiden. Vi ved intet håndgribeligt, og derfor funderer vi bestandigt over det, der ligger forude, både stort og småt. Vore eksperimenter med at spå - og dermed øve indflydelse på vores eftertid - er antageligvis lige så gamle som det menneskelige folkefærd og i hvert fald ældre end noget ordnet esoterisk system, Nye antropologiske beviser viser os, at år 32.000 f.kr. studerede CroMagnon-mennesket himlen og markerede årstiderne ved at ridse mærker i knogler. Vi antager, at sådanne mærker gjorde ham i stand til at følge dyrenes vandringer og planlægge dyrkning af planter. I en tidsalder, hvor bare det at bevare livet var forbundet med anstrengelse, må disse primitive beregninger have været af stor betydning. CroMagnon manden praktiserede derved astronomi, den videnskab der handler om himmellegemerne. Videnskaben har i dag ingen mulighed for at undersøge, hvilken form for tilknytning fortidsmennesket har haft med det, han iagttog på himlen, og det han oplevede i sin egen verden. Der er så godt som sikkert at han registrerede tidens gang. Han malede hulemalerier i gådefulde gengivelser af sin verden. Men opdagede han, at et bestemt antal fuldmåner var nødvendige for at få rensdyrene til at vandre og planterne til at vokse? Måske - og så har CroMagnon mennesket været blandt de første astrologer, vi kender.

Selv i vor tid er det ikke muligt at overse astrologien: troen på at solens, planeternes og stjernernes bevægelser indvirker på det jordiske liv.

En undersøgelse viser, at 68% af alle dagblade har et horoskop trykt i bladet. Astrologi er et sejlivet trossystem, og hvor meget videnskabeligt indstillede vi end er, er der stadig noget i mange af os, der reagerer positivt på fristelsen til at læse i horoskoperne. »Der komme lys på himmelhvælvingen... og de skal være til tegn og til fastsættelse af højtider, dage og år...« hedder det i l. Mosebogs første kapitel. Til alvorlig bestyrtelse for tvivlere vides astrologer at have tydet himmelvarslerne med forbavsende nøjagtighed.

Moderne astrologer bygger deres virksomhed på et fast sæt af ældgamle principper, og forskerne har følgelig ikke været i stand til at fastslå, hvor disse principper har deres oprindelse. Nogle tror, at det ældste sammenfattede system af observation af himmellegemerne - altså både den astronomiske videnskab og astrologien - stammer fra babylonierne, medens andre mener, at astrologien er en arv efter et endnu tidligere mesopotamisk folk, sumererne, der betragtede himmellegemerne som manifestationer af deres guder. Der hersker dog enighed blandt mange forskere om, at et folk, der fulgte efter sumererne, nemlig kaldæerne, praktiserede en form for astrologi, vi i dag er i stand til at identificere. De kaldæiske astrologpræster granskede himlen og udarbejdede forudsigelser til brug for deres konger, siddende øverst i deres ziggurater (et af disse »tårne«, Bibelens babelstårn, var ikke mindre end 100 meter højt). Disse mænd praktiserede, hvad man kan kalde en politisk og social astrologi, der gav sig af med nationers og kongers skæbner samt afgrøderne, men endnu ikke tjente til trøst og oplysning for den enkelte. Kaldæerne betragtes almindeligvis som astrologiens intellektuelle grundlæggere, men andre steder i verden opstod andre former for denne kunst. De ældste ægyptere, hvis eksistens var afhængig af Nilens oversvømmelser, der gjorde deres jord frugtbar, var ikke længe om at opdage, at vandets stigning fulgte stjernen Sirius' opstigning i sammenhæng med solens. Også i indisk religion og filosofi finder man elementer af astrologisk tænkning, og cirka 2000 ar f.Kr. betegnedes kejseren af Kina som »Himlens søn«. De kinesiske herskere flyttede troligt fra det ene hjørne af deres paladser til det andet i den tro, at de fire verdenshjørner havde snæver sammenhæng med de fire årstider. De boede i østhjørnet om foråret, sydhjørnet om sommeren, vesthjørnet om efteråret og nordhjørnet om vinteren. Som hos kaldæerne frembragte Mayacivilisationen i Mexico en klasse af præster, der især havde til opgave at iagttage himlen; men det var oldtidens grækere, der som udtryk for deres demokratiske idealer gjorde astrologien tilgængelig for alle. Et horoskop var ikke længere noget, som kun en konge kunne købe; enhver borger kunne få sit horoskop lagt, blot han betalte for det. Med deres omstrukturering og reorganisering af kunsten gav de stødet til astrologiens tusindårige kamp for at blive accepteret. Lawrence E. jerome, der ser absolut negativt på astrologien, skriver i sin bog, Astrology Disproved (Astrologien modbevist), at "grækerne opfattede universet som et kosmologisk hele, en levende organisme, der så at sige var vokset ud af 'urægget'... Enhver del af kosmos var forbundet med alle andre dele ved en sammenhæng mellem høj og lav, mellem himmel og jord... Grækerne lagde en matematisk geometri ind i systemet og mente at se forbindelserne i fysiske vekselvirkninger og kommunikationer mellem de forskellige himmelske sfærer og jorden.« Desuden var de demokratiske grækere af den opfattelse, at astrologiens varsler ikke styrede, men blot indvirkede på den menneskelige eksistens, således at de for eksempel pegede på gunstige tidspunkter for projekter, men ikke garanterede disses heldige gennemførelse. Et biprodukt af grækernes system, kaldet »katarsisk« astrologi, var, at man undgik konflikt med senere tiders teologer og filosoffer. Systemet overlevede og praktiseres den dag i dag, og derfor kan astrologerne - navnlig når en forudsigelse ikke slår til sige, at »stjernerne gør egnede, men tvinger ikke«. Som så mange andre produkter af den græske kultur overførtes også astrologien til Rom. Brugen af horoskoper var her udbredt i alle samfundsklasser. Kejser Augustus var overbevist tilhænger og bestyrkedes heri af en spådom ved hans fødsel: Ifølge astrologen Nigidius ville Augustus blive »verdens hersker«, og at blive kejser over Romerriget var en plausibel opfyldelse af denne profeti. Under indtryk heraf lod han præge mønter med sit fødselstegn, Stenbukken.

Oldtidens vigtigste bog om astrologi blev skrevet år 200 af tidens største astronom, Claudius Ptolemæus, der i fire bind af Tetrabiblos nedfældede alt, hvad man dengang vidste om denne kunst. Han betragtede astrologien som en legitim videnskab og ligeberettiget med astronomien, og hans oversigter over og beskrivelser af planetariske indflydelser blev i praktisk taget uændret form accepteret indtil det 17. århundrede. Meget af det, astrologerne i dag tror og praktiserer, er baseret på Ptolemæus, der skrev: »Denne særlige kraft, som udledes af den æteriske natur, og som er udbredt over og gennemsyrer Jordens hele atmosfære, er klart indlysende for enhver.« Det, der forekom Ptolemæus så indlysende, var det derimod ikke for biskoppen af Hippo, bedre kendt som Den hellige Augustin. I det 4. århundrede tilføjede han astrologien et slag, som den kom til at lide under i århundreder. I hans tid var kristendommen Romerrigets officielle religion, og hans syn på religiøse anliggender betragtedes næsten som åbenbaringer. Som ung havde han troet på astrologien, men da han skrev De civifafe Dei (Guds Stad), havde han ændret opfattelse: »De, som mener, at stjerner styrer vore handlinger og lidenskaber, de være sig gode eller onde, uden Guds beskikkelse, skal bringes til tavshed og ej hares... thi en sådan anskuelse er ensbetydende med at udelukke enhver guddommelighed.« At anerkende planeters indflydelse var altså efter Augustins mening at benægte Guds magt. Rent bortset fra teologien var Augustin nået til sit barske syn på astrologien ved hjælp af grundige ræsonnementer. Han mente for eksempel, at ifølge den astrologiske teori skulle børn født på praktisk taget samme tidspunkt komme til at leve næsten ens (parallelle) liv. I dag kaldes sådanne børn »astraltvillinger«. Når han sammenlignede en adelmands og en slaves barn, så han ingen paralleller i deres livsløb. Hans kritik blev taget meget alvorligt, og det gik stærkt tilbage med den astrologiske praksis, som ikke fik en ny opblomstring før i det 12. århundrede, da europæiske lærde begyndte at oversætte arabiske værker om emnet.

I det 16. århundrede gjorde en af renæssancens store astronomer, Johannes Kepler, en betydelig indsats for at forlige astronomi og astrologi. Kopernikus var allerede begyndt at underminere de ældgamle astrologiske doktriner med sin teori om, at Jorden ikke var solsystemets centrum. Kepler, der selv virkede som astrolog, maske mindre af overbevisning end fordi han trængte til penge, gjorde et dristigt forsøg på at skildre planeternes bevægelser som geometriske forhold. Det mislykkedes for ham, men han formulerede derefter sine love om planeternes bevægelse. Senere kom Newton med sin tyngdelov, Darivin med udviklingsteorien, og Mendel med arvelighedslovene. Med hver ny opdagelse øgede disse videnskabsmænd astrologiens - og magiens - vanry. l dag ser de fleste mennesker astrologien i relation til Dyrekredsens traditionelle tegn: Vædderen, Tyren, Tvillingerne, Krebsen, Løven, Jomfruen, Vægten, Skorpionen, Skytten, Stenbukken, Vandmanden og Fiskene, og astrologiske spalter i aviser og ugeblade giver råd og advarsler alene baseret på disse tegn. Men for den kyndige astrolog er en karakterisering af et menneske ved dets soltegn og uden at bruge hele spektret af astrologiske indflydelser noget nær blasfemi. Fuldt udarbejdede horoskoper skal baseres på relative positioner for hundreder af stjerner og planeter i et givet øjeblik. Måske skyldes det dette forbindelsesled til astronomien, at astrologien af samtlige forudsigelseskunster har haft et så langt liv og stedse har evnet at tiltrække sig den brede offentligheds interesse. Denne fortsatte intense interesse har en række videnskabsmænd fundet meget foruroligende. 11975 skønnede en gruppe på ikke mindre end 186 anerkendte forskere, deriblandt adskillige astronomer, det nødvendigt at udsende en offentlig erklæring, hvori de fordømte astrologernes virksomhed: »Vi mener, at tidspunktet er komet, hvor der direkte må protesteres mod astrologiske charlataner.« Men i en ledsagende artikel skrev en af de pågældende imidlertid: »Jeg er nået til den erkendelse, at astrologien ikke kan standses blot ved videnskabelige argumenter, l nogles øjne synes den næsten at vare en religion.« Mange astrologer vil give ham ret og påpege, at de færreste videnskabsmænd har kendskab til det fulde indhold af en astrologisk analyse. Nogle astrologer betragter deres arbejde som beslægtet med psykiatri, medens andre beskriver det som støtte til en individualistisk søgen efter fremtiden eller en slags forsikring om den enkeltes personlige, unikke karakter og identitet. Det er dog mere astrologiens præmisser end dens metodelære, som videnskabsmændene fordømmer. En central grundsætning er for eksempel, at planeterne øver deres indflydelse i fødselsøjeblikket, men når en videnskabsmand forsøger at måle disse indflydelser, opdager han, at af de kræfter, han har været i stand til at måle – for eksempel tyngdekraften — øver lægerne, sygeplejerskerne og instrumenterne i fødestuen alle sammen langt mere indflydelse end himmellegemerne. Og hvorfor, spørger videnskabsmanden, er fødselsøjeblikket af så væsentlig astrologisk betydning? Burde ikke undfangelsestidspunktet være et mere sandsynligt øjeblik forsiderisk (stjerne) indgriben?

Opdagelsen af Uranus, Neptun og Pluto i henholdsvis 1781, 1846 og 1930 rejser et andet potentielt problem. Der er blevet tillagt disse opdagede planeter nye indflydelser, og de bliver i dag brugt til udarbejdelse af visse horoskoper. Man siger derimod kun lidt om gyldigheden af ældre horoskoper, som ikke tog dem i betragtning. Lejlighedsvis har videnskabelige undersøgelser dog bragt forbavsende resultater. Ved anvendelse af statistiske metoder analyserede en fransk psykolog og statistiker, Michel Gauquelin, de traditionelle astrologiske forbindelser og fandt ingen som helst støtte for dem. Ved sammenfatningen af sine forskningsresultater gjorde han imidlertid en uventet opdagelse, nemlig den, at der tilsyneladende er en stærk sammenhæng, som ikke kan tilskrives tilfældigheder, mellem visse planetbevægelser og specielle beskæftigelser. Han konstaterede for eksempel, at videnskabsmænd og læger i højere grad syntes at være født under Mars' og Saturns opgang, eller zenith, end under andre planeters. Tilsvarende var Jupiter ofte under opgang eller i zenith ved fødslen af elitesportsfolk, officerer, politikere, skuespillere, journalister og dramatikere. Gauquelins forbavselse blev ikke mindre, da andre kontrollerede hans beregninger og fandt dem rigtige, og da fortsatte studier gav samme resultater. Selv med så overbevisende tal i hånden kunne han dog ikke tro, at planeterne »forårsagede« valget af livsstillinger. Han begyndte i stedet at tænke på forholdet mellem arvelighed og livsstilling. Efter fem års yderligere forskning fremlagde han sin hypotese om »planetarisk arvelighed«, der gik ud på, at visse ukendte nedarvede faktorer måske kan have indflydelse både på, hvilken livsstilling et barn en skønne dag vælger, og på det tidspunkt, det fødes på. Om sådanne tendenser i valg af livsstilling forklarede Gauquelin: »Grunden synes at være den enkle, at sådanne mennesker har medfødte konstitutionelle (og derfor arvelige) elementer, der i kraft af en naturlig tilbøjelighed fører dem til en vis livsform, der egner sig særlig godt for dem.« Et sidste og overmåde vanskeligt spørgsmål stod tilbage: hvis arvelige elementer kan føre et menneske i retning af en særlig livsstilling, hvordan kan de så også øve indflydelse på, hvornår et barn bliver født? Gauquelins særdeles teoretiske svar indebar en omvendt astrologisk tænkning og antydede, at et ufødt barn med en særlig genetisk sammensætning måske kan opfatte bevægelsen af gunstige planeter og således, maske med hormonale sekreter, påvirke tidspunktet for sin fødsel. Det kan ikke undre, at Gauquelin er den sidste til at postulere nogen »forudsigelsesværdi« for sine overmåde komplicerede teorier. »Der er ikke og vil aldrig være nogen 'livsstillingsplanet', kun kosmiske tidsmålere, som virker på en endnu ukendt måde, men som synes at have forbindelse med jordrotationen... Vi er omgivet af mysterier og kan kun famle os frem. Vor situation minder lidt om en fanges, nar han efter at have lavet et hul i cellefuren endnu ikke ved, om denne åbning vil føre til friheden eller til fængselsdirektørens kontor.« Det statistiske materiale, der blev indsamlet af Gauquelin, syntes at føre tilbage til matematikerens regnebræt, og i 1975 offentliggjorde Lawrence Jerome en artikel, hvori han forsøgte at forklare, hvad han betragtede som Gauquelins fejltagelser. Jerome hævdede, at Gauquelins statistiske manipulationer var acceptable, men at han havde anvendt visse sandsynlighedsstatistikker forkert »og derved er nået til odds 1:100.000 for statistiske fluktuationer, der i virkeligheden ligger rimeligt inden for, hvad der kan kaldes tilfældigheder.« Selv om Gauquelins påstande fortsat er kontroversielle - senere undersøgelser har ikke kunnet hverken bevise eller modbevise dem – så forekommer Jeromes konklusioner lige hårde nok: »Objektive statistiske undersøgelser af astrologien har ikke fundet nogen som helst sammenhæng mellem himmellegemernes positioner og bevægelser og menneskers livsforløb.« Jerome skriver også, at i århundredernes løb har astrologernes »tilpasningsevne« ført til, at magiske antagelser, som for eksempel »sammenhængsprincippet«, er blevet tilsløret. "Det er netop denne forvirrede tingenes tilstand, som astrologerne tilstræber,« påstår Jerome.« Så længe de kan tilsløre det faktum, at astrologien ikke er andet end magi og totalt uden forbindelse med den fysiske videnskab, kan de vedblive med at finde kunder, der vil spytte i bøssen. Astrologien er jo en »praktisk kunst«; som har givet mangen en udøver et nydeligt udkomme.« Jeromes kritik understregede astrologiens magiske rødder, og selv i dag klynger mange sig til en tro på, at himmellegemerne regerer. Et spørgsmål om, under hvilket tegn en person er født, giver altid anledning til en livlig diskussion, og de generaliseringer, der bringes til torvs i aviserne, er fornøjelig læsning. Et glimt af tilsyneladende sandhed kan ofte findes i de bredt formulerede forudsigelser. Det gør heller ikke nogen væsentlig forskel, at mange af os søger under det forkerte tegn i aviserne, hvilket skyldes, at talrige astrologer stadig bruger himmelkort baseret på beregninger fra det 2. århundrede og ikke kort, der viser himlen, sådan som den ser ud ved et menneskes fødsel i det 20. århundrede. Grunden er, at jorden ikke er en fuldkommen kugle; den er flad ved polerne og »slingrer« let om sin akse. Følgen er en variation, der kaldes jævndøgnsprocession, som i løbet af årtusinder har bevirket væsentlige forandringer. For eksempel træder solen ikke som den gang ind i Vædderen, men i Fiskene ved forårsjævndøgn. dyrekredsen er altså sakket agterud, således at for mange astrologer er en tidligere Løve i virkeligheden en Krebs og en Skorpion i virkeligheden en Vægt. En del astrologer har søgt at korrigere for dette forhold ved at anvende en bevægelig dyrekreds i deres beregninger, men det er kun de færreste. En kendt amerikansk astrolog anførte dette argument imod tanken: »Jeg tror ikke, at det er denne form for astrologi, vi har behov for i dag - den dækker ikke det psykologi ske behov hos nutidens mennesker.« Som det var at vente, er psykologerne trængt ind på det astrologiske domæne i et forsøg på at forklare, hvorfor folk bliver ved med at tro trods de mange indbyrdes modstridende oplysninger. I 1964 foretog en fransk psykolog, L. Couderc, en undersøgelse baseret på resultatet af annoncer, hvori han tilbød sin tjeneste som astrolog. Til alle klienter sendte han et bevidst generaliseret og flertydigt horoskop. Han fik mere end 200 breve, hvori klienterne takkede ham for hans fremsynethed og nøjagtighed. En undersøgelse foretaget af den amerikanske psykolog C. R. Snyder viste, at jo mere detaljeret information klienten anmodes om at frem lægge, desto større er sandsynligheden for, at han tror på de anstillede forudsigelser. Et horoskop, der beskrives som »i det store og hele gyldigt for de fleste«, der er født under et specielt tegn, er ikke så troværdigt for en klient som et horoskop, der hævdes at være udarbejdet specielt for ham. Muligvis forlanger mange moderne astrologer i intuitiv erkendelse af dette fænomen ikke blot år, dato og sted for klientens fødsel, men også timen, ja minuttet. Astrologiens grundidé er altid blevet peppet op med nye tanker, hvor flygtig sammenhængen end kan synes at være. Et felt, der i dag byder mulighed for spændende forskning, er således himmellegemernes fysiske indflydelse på jordiske forhold. Dette studieområde begrunder ikke en påstand om, at planeterne indvirker på det enkelte menneskes skæbne, men der kan være grund til at tro, at himmellegemerne har mere indflydelse på jordiske foreteelser end hidtil antaget. Man kan i så henseende henvise til den japanske læge Maki Takatas omhyggelige beregninger. Før anden verdenskrig havde han udarbejdet en metode til beregning af, hvor i ovulations (ægløsnings) perioden en kvinde befandt sig - ved hjælp af en finmåling af de kemiske forandringer i blodet. Hos kvinderne sker så danne forandringer regelmæssigt hver måned, medens mændenes blodkemi er uden variation. Takatareaktionen var følgelig nyttig for gynækologerne og anvendtes i stor udstrækning. Men Takata blev forbløffet over den strøm af rapporter, han fik fra talrige lande, i 1938, gående ud på, at hans prøve var ubrugelig, da kvindernes blodkemi - og i øvrigt også mændenes - ikke reagerede som den burde. Han studerede disse pludselige forandringer i blodets kemi hos mænd og kunne fastslå, at de indtraf samtidig overalt. Han ræsonnerede, at årsagen måtte findes uden for jorden, men hvor? Hans konklusion efter 17 års forskning var denne: »Mennesket er en slags levende solur.« Han fandt nemlig ud af, at de målte forandringer i mændenes blod varierede med bevægelsen af solpletter hen imod solens centrale meridian. Jo nærmere solen mændene var, desto mere forandredes deres blod. Takata dokumenterede fænomenet ved at sende en forsøgsperson op med et fly og lod ham afgive blodprøver i forskellige højder. Men hvor for havde Takatas resultater da oprindelig været så pålidelige? En mulig forklaring er, at i 1938, det år da blodforandringerne blev så påfaldende, øge des solens aktivitet, navnlig bevægelsen af solpletter, i helt usædvanlig grad. Takatas konstateringer var ikke enestående. Mennesket har fra Arilds tid vidst, at solen spiller en væsentlig rolle for årstidernes skiften, for vejret, plantevæksten og meget andet, der resulterer af disse faktorer. Månen og, om end i mindre grad, solen forårsager tidevandsfænomenet. Men hvad skal man sige om John Nelsons opdagelser vedrørende den måde, på hvilken planeterne synes at påvirke bevægelsen ar radiobølger gennem rummet? Nelson, som var radiotekniker, fandt i begyndelsen af 1950'erne ud af, at forstyrrelser i radiotransmission forekom, når to eller flere planeter danner en vinkel på 90 eller 180 grader med Jorden. Dette stemmer ejendommeligt nok med den astrologiske teori om, at sådanne vinkler er dårlige varsler. Endnu mere forbavsende var det, at radiotransmission viste sig at være lettere, når planeterne stod i de særlige vinkelforhold, som astrologerne tillægger godartet eller positiv indflydelse. Og en anden gade: Hvorfor ændres bakteriers adfærd i reagensglas med variationer i solens stråler? Og hvorfor sker sådanne forandringer, selv når bakterierne beskyttes mod så indlysende kræfter som atmosfæriske temperaturer og tryk forandringer? Trods sine større og mindre svagheder, må man ikke tro, at astrologien vil forsvinde. Menneskets behov for tro er alt for håndgribeligt, selv om det ofte luftes med et undskyldende smil eller bagatelliseres i selskabskonversation. Så sent som under anden verdenskrig engagerede britiske ledere astrologer efter at have erfaret, at Hitler spurgte sådanne til råds. Man ville dermed søge at finde ud af, hvilke forudsigelser han fik at høre vedrørende krigen og dens udfald. Det var i øvrigt ikke første gang. Hitler var blevet sat i forbindelse med astrologien. I 1923 skrev astrologen Elsbeth Ebertin i en almanak med titlen Et Glimt ind i Fremtiden: »Et handlings menneske, fedt den 20. april 1889, med solen i 29. grad af Vædderen på tidspunktet for hans fødsel, kan udsætte sig for personlig fare ved overdreven ubesindig handlen og vil med stor sandsynlighed udløse en krise, han ikke kan styre. Hans konstellationer (stjernebilleder) viser, at han må tages endog meget alvorligt. Han er bestemt til at spille en Tuhrer'-rolle i kommende slag... Den mand, jeg her beskriver, er med denne stærke Vædderindflydelse bestemt til at ofre sig for den tyske nation og også at møde alle omstændigheder med dristighed og mod, selv nar det er et spørgsmål om liv og død, og at give en impuls, der vil bryde frem med stor pludselighed... Men jeg vil ikke træde skæbnen for nær. Tiden vil vise det.« Kort efter denne forudsigelse søgte Hitler - født 20. april 1889 - ved det såkaldte Munchen-kup at styrte den tyske regering. Han blev sat i fængsel, men han blev Fuhrer og fremkaldte en krise, der ikke kunne styres.

Alle indtægter fra salget af horoskoper her på siden går ubeskåret til at indkøbe og fordele undervisningsmaterialer til skoler i Filippinerne.

Behovet for undervisning er vitalt for børns udvikling og menneskers muligheder i voksenlivet. Derfor har jeg valgt at donere alle indtægter fra salget af horoskoper her på siden til skoler i Filippinerne. Midlerne vil blive omsat i skolehæfter, blyanter, farveblyanter og skolebøger. Min hustru og Jeg vil personligt fordele materialerne på vores årlige rejser til Filippinerne.

Et komplet sæt skolehæfter, blyanter og farveblyanter koster ca. 15 kr. og behovet er enormt.

Filippinerne er en østat i sydøstasien med anslået ca. 90 mio indbyggere.
Forfatningsmæssigt er Filippinerne en republik med en folkevalgt regering og president. Det er også et U-land med udbredt fattigdom og meget begrænsede muligheder.

Du kan læse mere om landet her på wikipedia:
https://da.wikipedia.org/wiki/Filippinerne

Har du lyst til at støtte vores projekt er du velkommen.

 

PHSchool
PHSchool2